
Intelligent Solafskærmning
Intelligent solafskærmning holder automatisk solens lys- og varme ude i den grad man ønsker det. Der er en hårfin balance mellem, hvornår der er for lidt sollys, og hvornår man føler sig generet af det.
Det er derfor vigtigt at kunne kontrollere sol- og dagslyset for udnytte det optimalt og få den største glæde af det. Afskærmning af solen har derfor to formål: dels at forhindre direkte sol, så der ikke bliver for varmt, og dels at forhindre blændning fra reflekser og direkte sol, primært om vinteren.
Flere nye boliger har store glaspartier fra gulv til loft, og risikoen for alt for høje temperaturer inden døre på solrige dage i sommerperioden er derfor stor. Det gælder ikke mindst de nye lavenergihuse, som derudover også er rigtig godt isolerede og dermed har svært ved at komme af med varmen igen. Hvis der ikke skærmes af for solen, vil rummene blive overophedede, og det vil være ubehageligt at opholde sig i dem.
Udvendig solafskærmning virker bedst mod overophedning af boligen. Den hindrer varmestrålerne i at trænge ind på den indvendige side af glasset og dermed varme luften inden døre op. I Danmark har vi for det meste vinduer, der åbner udad, og det sætter visse begrænsninger for brugen af udvendig solafskærmning.